Installationer



Nilans kompaktanlæg leverer varme til rumopvarmningen via ventilationsanlæg og gulvvarme samt varmt brugsvand. Anlægget har en jordvarmepumpe med 80 meter jordslanger og en luft til luft varmepumpe. Jordvarmepumpen bidrager til gulvvarmen, mens luft til luft varmepumpen leverer det varme brugsvand. Friskluften forvarmes i jordrør og opvarmes yderligere i modstrømsveksleren, hvor varmen fra den udgående luft overføres til indblæsningsluften. Der er gulvvarme i stuen og på badeværelserne. De øvrige rum opvarmes ved hjælp af ventilationsluften. Huset er forberedt for installation af solvarme. Husets energibehov er reduceret til et minimum, og det kan teoretisk opvarmes alene via ventilationsluften. Kompaktanlægget fra Nilan med både jordvarme og gulvvarme er valgt for at opnå en større sikkerhed.



   

Indblæsningsluften føres i kanaler under betondækket. Indblæsningsventiler er placeret i gulvet. Udsugningsluften føres i kanaler i nedsænket kasse under loftbeklædningen. Placering af indluftventilerne ud for havedørene sikrer, at kanalerne ikke blokeres af store møbler. Afstanden fra ventilen til døren viser tykkelsen af fundamentet. Luftindtaget er placeret i haven og indblæsningsluften føres gennem jordrør frem til kompakt­aggregatet, hvorved luften forvarmes om vinteren og køles om sommeren. Udsugningen føres i tre rør fra køkkenet og to rør fra hvert af de to badeværelser.


 

 
Der er valgt hårde hvidevarer i den bedste energiklasse.


Vinduesudskiftning 


Vinduesudskiftning
   
Vinduesudskiftning viste sig at være mindre besværligt end frygtet. De oprindelige skruer, som var skruet i udvendigt fra, blev skåret over, vinduet fjernet og fugemassen skrabet af purenitrammen. Det nye vindue blev monteret med almindelige karmskruer. Når formuren som her er muret op foran rammen, skal vinduet udskiftes indefra.
Ingeniørens ord
Der har igennem hele processen været enighed om det arkitektur- og ingeniørmæssige, og entreprenørens erfaringer er blevet flettet sammen med det energimæssige.

Den største udfordring har været at tro på, at PHPP beregningen kunne holde. Programmet er ikke særlig gennemskueligt.

I forløbet blev vi nødt til at ændre loftets hældning lidt, fordi energiforbruget var for stort. Det var ikke populært, for husets store loftshøjde bidrager til komfortfornemmelsen.

Da husets energimæssige ydeevne er optimeret til passivhusstandard - med en effektiv isolering af klimaskærmen - har solvarme ikke været nødvendig for at nå målet.

Hvis huset skulle opføres i dag, ville konsortiet formentlig vælge solvarme og dermed nedbringe energiforbruget yderligere. Det minimale energibehov bør også kunne dækkes af et mere enkelt og robust anlæg med flere passive løsninger.

Entreprenørens ord

Entreprenørens udfordring har været at få samlet detaljerne fra arkitektens og ingeniørens krav, blandt andet at skillevæggene ikke måtte være bærende, og stabiliteten derfor skulle ligge i ydervæggen. Ligesom detaljerne ved fundament og vinduesmontage har været udfordrende.

Vi er vant til at tage egne beslutninger, men her har alt skullet vendes med arkitekt og ingeniør.

Vi frygter ikke fremtidens byggeri. Tværtimod er vi allerede i gang med at videreudvikle løsningerne. Det er tvingende nødvendigt at arbejde på kryds og tværs af de forskellige faggrænser i et passivhusprojekt.