Stenagervænget 49
Kubisk med fladt tag
Arkitektens ord
Huset er en kompakt bygningstype i to etager med et moderne udtryk: Kubisk med fladt tag og tilbagetrukket hjørne med tagterrasse.
Det er disponeret som den velkendte danske bygningstype, opbygget over en såkaldt korsplan. Den er kendetegnet ved at have ligeværdige rum omkring en centralt placeret skorsten.
Huset er disponeret med en midterakse, hvor man færdes mellem funktionerne i huset. Trappen er centralt placeret ligesom installationskernen. Disse to elementer er sammen med køkkenet og badeværelserne bundet til deres placering, mens rummene omkring kan have afvekslende funktioner, så familien over tid kan bruge huset på forskellige måder.
Installationskernens centrale placering tillader meget korte føringsveje, og krydsende rør undgås.
Rummene er lyse og generelt anvendelige, fordi de er lidt større end normalt. Huset er bygget, så skillevæggene kan flyttes.
Målet var, at hvert af opholdsrummene, som er placeret i hjørnerne, skulle have dagslys fra to sider. I projekteringen blev et større hjørnevindue i stuen prioriteret højere.
Hovedkonstruktion og materialer har haft stor indflydelse på husets udtryk. Det skal opleves, som om den hvide kube gror op af terrænet.
Huset er tænkt som et typehus.
Plantegning (pdf)
