Stenagervænget 51
Rum til reflektion
Arkitektens ord
Bygningen er kompakt i et plan for at minimere overfladen i forhold til det indvendige volumen.
En plan tagflade er vippet over en akse øst/vest, så huset har ensidig taghældning mod syd til indbygning af solceller og ovenlys. Tiltning af tagfladen giver mulighed for etablering af et tagrum til teknik og opbevaring mod husets nordside og giver øget rumhøjde i opholdsrummene.
Huset er hævet ud af et let skrånende terræn og drejet på grundarealet til en direkte syd-orientering for at opnå maksimalt solindfald på solcellerne på tagfladen og maksimalt varmetilskud gennem vinduesarealerne i sydfacaden.
Indretningen er disponeret med henblik på en moderne families behov for fællesskab, aktiviteter og rum til refleksion og hvile. Rummene er organiseret omkring ”dagslysakser” i retningen øst/vest og mod syd, så man oplever dagslysets skiften hen over dagen og frit udsyn til omgivelserne, der nærmest bliver en del af huset. Adgangs- og vådrum er placeret i husets nordside. Opholdsrum med døre og vinduer er orienteret mod øst, syd og vest med direkte adgang til terræn.
Mod øst findes en morgenterrasse med et udebad i tilknytning til soveværelset og med udsyn over ådalen. Fra opholdsrum og børneværelser mod syd er der adgang til en terrasse og mod vest til et udekøkken med aftensol. Forældrerum og børnerum forbindes via et fælles aktivitetsrum med tilknytning til køkken/opholdsrum.
Plantegning (pdf)
