Anbefalinger, der sikrer godt indeklima

Udover de tre passivhuskriterier er der yderligere tre pejlemærker, som det anbefales, at man tilstræber at opfylde.

De tre anbefalinger har alle relation til indeklimaet og komforten i bygningen. Samtidig kan de være med til at sikre, at bygningen kan klare sig med en forholdsvis enkel installation.


Varmelasten
Varmelasten er kravet til rumopvarmningssystemets maksimale ydeevne, altså den mængde varme som systemet skal kunne tilføre rummene i årets koldeste periode.

Passivhus kriterierne
Varmelastmaks:  10 W/m2
Overtemperaturmaks:  10 %
U-værdi for vinduermaks: 0,80 W/2


Varmelasten beregnes efter samme princip som rumvarmebehovet, altså som forskellen mellem varmetabet og det passive varmetilskud. Blot regnes der her ikke med den samlede mængde over året, men med et øjebliksbillede: ”Døgngennemsnittet på årets koldeste dag”.

Beregningen foretages for både en kold overskyet dag og en kold solskinsdag. Hvilken af de to beregninger, der giver den største varmelast, afhænger af vinduernes placering og ydeevne. Er størsteparten af vinduesarealet orienteret mod syd, vil solindfaldet opveje en stor del af varmetabet, og så vil den overskyede dag være ”worst case”.

Er vinduesarealet mere jævnt fordelt, får bygningen mindre nytte af solens varmestråling, og så vil den noget højere udetemperatur, der er typisk for overskyede dage, veje mere, så den frostklare solskinsdag bliver ”worst case”.

Der regnes med et minimum af internt varmetilskud fra personer og apparatur, da systemet også skal kunne opvarme huset, selv om der ikke er personer i bygningen, som kan generere tilskudsvarme.

Endelig regnes der både for bygningen samlet og for det rum, der er mest udsat for varmetab.

Opfylder man anbefalingen om maksimalt 10 W/m2 i varmelast, opnår man, at bygningen kan opvarmes med en meget simpel installation. I princippet kan den nødvendige tilskudsvarme tilføres ved at forvarme indblæsningsluften, samtidig med at indeklimaet forbliver behageligt.

 
Hvorfor netop 10 W/m2
På vinterdage er den passive varme fra varmegenvinding, solindfald og fra menneskers aktivitet i huset ikke altid nok til at opveje det varmetab, der sker gennem konstruktioner og vinduer. I de klassiske passivhuse klares den nødvendige ekstra rumopvarmning ved, at indblæsningsluften varmes yderligere op.

Men der er en øvre grænse for, hvor varm luften må være. Hvis den bliver over 52°C svides støvpartikler m.v. og luften kommer til at lugte ”varm”.

På årets koldeste dage er der ikke meget fugt i udeluften, så hvis man ventilerer for kraftigt, risikerer man, at indeklimaet bliver ubehageligt tørt. Derfor er der grænser for, hvor stor indblæsningen må være.

Kombinationen af, hvor meget luft man kan blæse ind, og hvor varm den må være, sætter den øvre grænse for, hvor mange watt man kan tilføre indeklimaet. Denne grænse er netop de 10 W/m2.

Man kan godt tilføre mere end 10 W/m2. For eksempel ved hjælp af gulvvarme eller elradiatorer. Man kan også sætte en opfugter på indblæsningen, og sætte ventilationsraten op.

Men det er alt sammen noget, der koster meget energi. Desuden er tanken med passivhuse, at systemet skal være så enkelt som muligt. Man har derfor fastlagt den anbefalede varmelast, så det mest enkle installationssystem kan klare opgaven.
Så meget kan ventilationsluften bære
Ved passivhuse med behovsstyret ventilation ligger den gennemsnitlige ventilationsrate typisk mellem 0,3 og 0,5 h-1 i vinterperioden. (Den kan naturligvis være betydeligt højere i korte perioder).

Ved en rumhøjde på 2,7 m giver det 0,81 - 1,35 m3/m2 h (gennemsnit 1,08 m3/m2 h).

Med en temperatur inde på 22°C og en maksimal indblæsningstemperatur på 52°C kan Δt højest blive 30 K.

Luftens varmekapacitet i intervallet 22-52°C er 0,32 Wh/m3 K.

Ventilationsluften kan altså bære 0,32 Wh/m3 K 1,08 m3/m2 h 30 K = 10,4 W/m2 ind i huset.








"Worst case". På årets koldeste dag må kravet til opvarmnings-
systemet maksimalt være 10 W/m2.