Komfort i et passivhus

Når en bygning er projekteret og bygget efter passivhuskriterierne og de dertil hørende anbefalinger, er der ikke lang vej til at få det sidste med, der giver optimalt indeklima og høj komfort.

Passivhuskonceptet, tillagt de bedste byggefysiske principper, giver en bolig, der er lun, behagelig og sund at opholde sig i.

Det giver mulighed for at bo året rundt i en behagelig temperatur og i et godt indeklima, hvor ikke engang allergikere taber pusten. Glemt er kolde fødder, træk i hjørnerne, indelukkede rum og overophedede værelser.

Altid lunt og behageligt
De velisolerede, tætte konstruktioner og energirigtige vinduer betyder, at der opnås en ensartet overfladetemperatur i hele rummet, og at det er muligt hele året at sidde tæt op ad vinduet og nyde udsigt og dagslys, uden at blive generet af træk eller kulde. Det er almindelig kendt, at hvis forskellen i overfladetemperaturer holdes under tre-fem grader, vil man ikke opleve eller fornemme træk.

I dette projekt er der valgt gulvvarme i badeværelsesgulvene, primært ud fra den betragtning, at det er behageligt at stå op til et lunt klinkegulv. Uagtet at der i et passivhus kun er tale om en lille forøgelse af gulvtemperaturen.

Et godt indeklima
En del af et godt indeklima er gode lysforhold - både dagslys og sollys. Sollyset er nødvendigt for den passive opvarmning. Til gengæld må solen ikke varme huset så meget op, at der opstår overtemperaturer.

Derfor er det vigtigt at tænke dagslys og sollys ind fra starten af, så der opnås et godt lys inde i huset, samtidig med at der etableres solafskærmning, så man ikke bliver blændet og overophedning indenfor undgås.

Den styrede ventilation giver også en række indeklimafordele: Luften renses for støv, pollen og partikler, og den automatiske udluftning modvirker fugt og støv. Man behøver ikke bruge tid på at lufte ud hver dag - men kan åbne et vindue, når man har lyst.

Stilhed
Den effektive isolering og de gode vinduer bevirker, at huset er bedre lydisoleret, og man derfor er mindre generet af støj fra omgivelserne. Når lyden udefra er meget begrænset, er det endnu vigtigere at vurdere og undgå den støj, der kan optræde inde i huset, det vil sige støj fra anlæg, støjs gennemgang fra rum til rum og efterklangstid i det enkelte rum. Denne støj vil nu fylde mere.