Stort passivhusprojekt sætter gang i udvikling af danske byggematerialer
KOMFORT HUSENE i Skibet ved Vejle, der er landets hidtil største udviklingsprojekt inden for enfamiliehuse uden traditionel opvarmning, har sat fornyet gang i udvikling af danske byggematerialer.
Resultatet er, at danske virksomheder selv kan overtage leverancerne af for eksempel vinduer til passivhuse - et marked som udenlandske firmaer hidtil har været ene om. Endvidere kan produktudviklingen føre til øget dansk eksport af materialer til lande, som bygger mange passivhuse,
Tyskland, Østrig og Schweiz.
”Et af formålene med KOMFORT HUSENE er netop, at alle de deltagende parter danner netværk, udveksler viden og indgår i dynamiske læringsforløb, som kan føre til udvikling af nye materialer og metoder,” siger Jans Riis Nielsen fra Saint-Gobain Isover, som er initiativtager til KOMFORT HUSENE.
Vildbjerg Vinduet er blandt de virksomheder, som i tæt samarbejde med øvrige parter i projektet og Teknologisk Institut i Århus har udviklet et passivhusvindue.
”Danmark har været 10-15 år bagefter på dette område. Nu kan vi selv producere vinduer, som overholder de høje krav til isoleringsevnen,” siger salgschef Carl Mahler, der oplever stigende efterspørgsel på det nye Energy Window.
Fremtidens ventilationsanlæg
Nilan A/S, der fremstiller energibesparende ventilationsanlæg, har udviklet et helt nyt passivhusanlæg i forbindelse med KOMFORT HUSENE. Med et minimum af el kan anlægget klare hele opvarmningsopgaven og dertil levere varmt brugsvand. Det nye kompakte anlæg er installeret i seks af de 10 huse i Skibet.
Det er netop blevet testet af et uvildigt prøvningsinstitut i Schweiz med særdeles gode resultater, oplyser områdechef Lars Bek, Nilan
Nilan er i forvejen inde på det schweiziske marked, og testresultatet kan styrke virksomheden i Mellemeuropa.
”Vi står med fremtidens anlæg,” siger Lars Bek.
Også den tunge ende af materialespektret, nemlig betonen, har nydt godt af deltagelsen i KOMFORT HUSENE.
”KOMFORT HUSENE er vores debut inden for passivhuse og har blandt andet givet erfaringer med at lægge ventilationsrør ind i elementerne,” fortæller teknisk chef Erik Fredborg fra Expan A/S.
Det er også lykkedes at undgå de varmetabsgivende kuldebroer i en særlig dobbelt betonkonstruktion.
”Vi har leveret elementer til tre af husene i Skibet, og projektet har medført, at vi føler os ganske godt klædt på til fremtidige opgaver,” siger Erik Fredborg.
KOMFORT HUSENE står klar til indvielse den 24. september, og indvielsen foretages af klima- og energiminister Connie Hedegaard.
Tilbage

