Isover udgiver bog om
opførelse af passivhuse
Huse med passiv opvarmning er fremtiden. De sparer 75 procent af energien til opvarmning og kan dermed bidrage til løsningen af vore klimaproblemer.
Men hvordan bygger man et passivhus? Hvad er hemmeligheden bag en energibesparelse, der er så stor, at den lyder som hokuspokus?
Svarene på disse og mange andre spørgsmål om huse med passiv opvarmning gøres nu let tilgængelige, idet Saint-Gobain Isover har udgivet en bog om emnet.
Den er på 124 sider og henvender sig bredt til byggebranchen og interesserede. Bogen forklarer principperne, hele konceptet og giver gode råd om planlægningen af et passivhusprojekt. Der er også eksempler på forskellige projekter.
I afsnittet om realisering gennemgås detaljer om konstruktionen af husets sammenføjninger, der
nødvendigvis må være tætte og isolerede på den rigtige måde, så kuldebroer undgås i størst muligt omfang.
Inspiration for alle
”Bogen er et led i Projekt ”KOMFORT HUSENE”, hvor vi i samarbejde med et stort antal aktører i den danske byggebranche opfører 10 huse med passiv opvarmning i en samlet bebyggelse i Skibet ved Vejle,” siger Jan Riis Nielsen, Saint-Gobain Isover.
”Den giver byggetekniske bud på, hvordan en række udfordringer kan gribes an. Den vil også kunne inspirere producenter af byggematerialer - for eksempel vinduer - til at udvikle nye produkter,” siger Jan Riis Nielsen.
Med indførelsen af EU-direktivet om energieffektivitet i bygninger og de seneste stramninger af det danske bygningsreglement er fokus på nye byggemetoder forøget væsentligt. Så uanset om man står over for at skulle bygge et passivhus, et lavenergihus eller et almindeligt hus, så kan bogen medvirke til at finde løsninger, der opfylder de mange nye krav om blandt andet lufttæthed og energitab.
Rekvirér den nye bog gratis
Bogen, hvis titel er ”Fremtiden bygger på ISOVER Comfort House” kan rekvireres vederlagsfrit via www.isover.dk
Tilbage
