Tredobbelt spade i jorden til
KOMFORT HUSENE
Den officielle byggestart på KOMFORT HUSENE i Skibet ved Vejle blev markeret med manér. Hele tre spader løftede de første græstørv til byggeriet, som er Danmarks hidtil største udviklingsprojekt inden for enfamiliehuse uden traditionel varmeinstallation - og med et optimalt indeklima.
Viceborgmester Arne Sigtenbjerggaard (V), Vejle Kommune, udtrykte i sin tale håb om, at projektet vil tiltrække sig bred opmærksomhed og dermed være med til at danne skole for klimavenligt byggeri.
”Jeg kunne godt forestille mig, at deltagerne i den store klimakonference i København ville tage en tur over vandet til Vejle for at se KOMFORT HUSENE,” sagde Arne Sigtenbjerggaard.
Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Middelfart Sparekasse, Zeta Invest A/S og Saint-Gobain Isover samt de ni konsortier, som har udviklet hvert deres bud på et hus med passiv opvarmning.
Administrerende direktør Mogens Zinck fra Zeta Invest glædede sig i sin tale netop over samarbejdet i projektet - både hvad angår de tre initiativtagere, byggekonsortier og leverandører af byggematerialer.
”KOMFORT HUSENE er et godt eksempel på samarbejde i byggebranchen - i stedet for konkurrence,” sagde Mogens Zinck.
Administrerende direktør for Middelfart Sparekasse, Hans Erik Brønserud, der også er formand for Trekantområdets Innovationsforum, lagde vægt på, at KOMFORT HUSENE som udviklingsprojekt medvirker til at sætte positivt fokus på Trekantområdet.
Et stort spadestik
for klimadebatten
”Dette er kun et lille spadestik for KOMFORT HUSENE, men et kæmpe spadestik i klimadebatten,” sagde regionsdirektør Niels Christian Larsen, Saint-Gobain Isover - med en let omskrivning af astronauten Neil Armstrong’s berømte ord, da denne hoppede ned på månen.
Niels Christian Larsen gav - som flere af de øvrige talere - udtryk for, at energibesparelser i vore bygninger skal ind i klimadebatten.
”Vore boliger og andre bygninger tegner sig for over 40 procent af energiforbruget. Her ligger et meget stort besparelsespotentiale, og det vil KOMFORT HUSENE være med til at tydeliggøre,” sagde Niels Christian Larsen.
Han henviste blandt andet til valgkampen op til folketingsvalget, hvor klimadebatten blev reduceret til et spørgsmål om, hvor mange vindmøller, der er blevet sat op.
”Vi skal have bygningerne med i kampen mod klimaforandringerne. Hvorfor bygge huse med varmeinstallation, når vi kan bygge dem på en lidt anden måde og helt spare den traditionelle varmeinstallation?” spurgte Niels Christian Larsen.
Tilbage

