KOMFORT HUSENE
kan få stor betydning
for dansk byggeri


Over 200 virksomheder har indtil nu vist interesse for huse uden varmeinstallation.

Resultatet af prækvalifikationen og de første informationsmøder i Danmarks største udviklingsprojekt inden for byggeri uden varmeinstallation overgår initiativtagernes forventninger.

Hele 20 konsortier, bestående af i alt 74 virksomheder, er blevet prækvalificerede til at give tilbud på opførelsen af et hus. Endvidere har 37 producenter af byggematerialer tilmeldt sig, og yderligere godt 80 er med i interessegruppen, som følger projektet på nærmeste hold.

”Interessen er ganske overvældende og ensbetydende med, at projektet kan få stor gennemslagskraft og dermed påvirke dansk byggeri i en retning, hvor der i langt højere grad end i dag sættes fokus på energiforbruget,” siger projektets leder Jan Riis Nielsen fra Saint-Gobain Isover, der har taget initiativet til KOMFORT HUSENE.

De 20 konsortier er nu i gang med at udarbejde tilbud i henhold til det detaljerede udbudsmateriale. Tilbudene skal afleveres senest mandag den 11. juni.
Onsdag den 27. juni offentliggøres det, hvilke af de 20 konsortier og projekter, der kommer i betragtning til de 10 byggegrunde ved Skibet i Vejle, hvor KOMFORT HUSENE opføres i en samlet bebyggelse.

Blandt de 37 interesserede producenter af byggematerialer er 10 vinduesproducenter, og også på dette område kan projektet føre til helt nye muligheder, idet huse uden varmeinstallation - passivhuse - stiller helt specielle krav til vindueskonstruktionen. I dag er ingen danske producenter certificerede til at producere passivhusvinduer.

”Projektet vil udfordre både arkitekter, rådgivere, entreprenører og producenter, og vi håber at kunne opnå netværksdannelse og et dynamisk læringsforløb. Målet er at føre dansk byggeri op i verdenseliten inden for energieffektivt byggeri - med respekt for danske byggetraditioner,” siger Jan Riis Nielsen.


Workshop indleder
netværksdannelse

Allerede den 22. og 23. maj får de mange interesserede virksomheder mulighed for at mødes.
Her holder KOMFORT HUSENE en stor workshop, som sætter fokus på de mange særlige krav, der stilles til byggeri af et passivhus. Blandt emnerne er klimaskærmen, bygningsfysik, vinduer og døre, installationer, energiberegninger samt design og orientering.

Byggematerialeproducenterne vil endvidere få lejlighed til at præsentere sig.
”Vi ser frem til, at workshoppen skaber en mængde kontakter på kryds og tværs, så vi får lagt grunden til et frugtbart og fremtidsorienteret udviklings- forløb,” siger Jan Riis Nielsen.

Fakta om
KOMFORT HUSENE


• De 10 huse bygges som almindelige enfamiliehuse i Skibet ved Vejle.

• Husene er så godt isolerede, at de ikke behøver traditionelt varmeanlæg.

• Der benyttes vinduer med 3-lags glas og varmeisolerende rammer.

• Ventilationssystem med varmeveksler sørger for frisk luft - uden at varmen går tabt.

• Byggemetode og opvarmningsform giver et utroligt lunt og komfortabelt indeklima.

• Boliger som KOMFORT HUSENE medvirker til at opfylde målene i Kyoto-aftalen.

• Bag KOMFORT HUSENE står Saint-Gobain Isover, ZETA Invest og Middelfart Sparekasse.


Tilbage

 

”Interessen er ganske overvældende og ensbetydende med, at projektet kan få stor gennemslagskraft,” siger Jan Riis Nielsen, Saint-Gobain Isover a/s.



Download tekst og foto