KOMFORT HUSENE inspirerer
til norsk passivhusprojekt


Danmarks hidtil største udviklingsprojekt inden for enfamiliehuse uden traditionel varmeinstallation, KOMFORT HUSENE i Skibet ved Vejle, kan nu føre til udbredelsen af passivhuse i Norge.

Mesterhus kæden, der er Norges største producent af enfamiliehuse, har netop besøgt KOMFORT HUSENE og efterfølgende sat fokus på emnet på et udviklingsseminar i Kolding. Resultatet kan blive startskuddet til en større produktion af passivhuse.

”Vi har bygget cirka 600 lavenergihuse i Norge. Nu bliver lavenergi imidlertid standard i vores bygningsreglement, og derfor undersøger vi mulighederne for at udbyde flere af husene i vores katalog som passivhuse,” siger teknisk chef Trine Dyrstad Pettersen, Mesterhus.

Den i alt 20 mand store delegation indledte inspirationsbesøget med en grundig orientering om KOMFORT HUSENE, hvorefter der var lejlighed til at kigge nærmere på alle de byggetekniske detaljer, som kendetegner passivhuse, og tale med repræsentanter for konsortierne, der bygger de 10 huse i Skibet.

Både arkitekter, medlemmer af Mesterhus kæden og repræsentanter for det norske byggeforskningsinstitut og for Mesterhus’ materialeleverandører deltog i besøget.

På udviklingsseminaret den efterfølgende dag tog Mesterhus’ arkitekter, bygmestre og leverandører de første skridt i retning af et norsk passivhus.

”Mens arkitekterne arbejdede med udkast, gik bygmestrene og materialeleverandørerne i dybden med de mange detaljer, der adskiller et passivhus fra et almindeligt hus. Vi fik sat processen godt i gang og har nu et fint fundament at arbejde videre på,” siger Trine Dyrstad Pettersen.

Umiddelbart står Mesterhus kæden over for flere udfordringer.

For det første skal det helst kunne lade sig gøre at udvikle nogle passivhus grundmodeller, der enten kan leveres som elementer eller bygges på stedet. Disse modeller skal endvidere være projekteret, så de kan sættes op i landets forskellige klimazoner - lige fra den meget udsatte Finnmark til det forblæste Vestland og det vinterkolde indre Østland.

Endvidere er nostalgiske, nærmest romantiske huse blandt nordmændenes foretrukne. Så spørgsmålet er, hvordan passivhusidéerne kan kombineres med dette look?

Planen er umiddelbart at omprojektere to af Mesterhus katalogets mest populære hustyper til passivhuse.

”Vi er spændte på, om det kan lykkes. I givet fald regner vi med at starte byggeriet til efteråret eller i foråret 2009,” siger Trine Dyrstad Pettersen, der tilføjer, at det måske vil vise sig mest hensigtsmæssigt at projektere et eller flere passivhustyper fra bunden.

Salgsmedarbejderne i Mesterhus kæden kommer også på arbejde, for lavt energiforbrug er ikke blandt de varmeste salgsargumenter.

”Kunderne efterspørger hverken lavenergi eller passivhuse. Så alle de 600 lavenergihuse, vi har bygget, er solgt som sådan på vores initiativ. Men det skyldes nok, at det ikke er kommet tydeligt frem, hvor komfortable lavenergi- og passivhuse er at bo i,” siger Trine Dyrstad Pettersen.

De første passivhuse vil dog blive opført, før de er solgt, for Mesterhus er besluttet på at tage teten som markedsleder.

”Vi har allerede grunde klar i Boda, Hönefoss, Bergen og Stavanger,” siger Trine Dyrstad Pettersen.

Delegationen fra Mesterhus er en af mange større og mindre grupper, som i disse måneder besøger KOMFORT HUSENEs byggeplads i Skibet ved Vejle. Variationen i hustyper, materialer og byggeteknikker gør, at alle, der vil beskæftige sig med passivhusbyggeri, kan få udbytte af at studere projektet nærmere.


Tilbage

 

”Vi regner med at starte byggeriet af passivhuse til efteråret eller i foråret 2009,” fortæller teknisk chef Trine Dyrstad Pettersen fra Mesterhus, der er Norges ledende producent af enfamiliehuse.



Download tekst og foto