Verden i krise åbner nye muligheder for danske virksomheder


”Energikrise, klimakrise, finanskrise. Verden er i krise - men samtidig giver det kolossale muligheder, og det er nu, der skal smedes. Energiområdet er virkelig noget, der kan give udvikling og forretning i Danmark, og jeg tror, en stor del af denne udvikling vil komme til at foregå i fællesskab mellem en række virksomheder og samarbejdspartnere. Vi vil komme til at se meget mere udvikling i virksomhedsklynger.”

Skandinavisk udviklingschef Erling Jessen og hans virksomhed, Saint-Gobain Isover, har netop modtaget Innovations- og samarbejdsprisen fra DI Byggematerialer, der er et branchefællesskab i Dansk Industri. På hans idé har hundredvis af aktører i byggebranchen de seneste to år arbejdet sammen om Danmarks hidtil største udviklingsprojekt inden for enfamiliehuse uden traditionel opvarmning. Resultatet er - ikke mindst - en lang række afledte udviklingsprojekter. For eksempel er danske producenter af vinduer blevet leveringsdygtige i passivhusvinduer, og der er udviklet nye ventilationsanlæg og betonelementer. Endvidere er der skabt nye konstruktioner, nye metoder og nye materialesammensætninger.

Hertil kommer, at projektet viser, hvordan man kan bygge huse efter dansk byggetradition med et energiforbrug til opvarmning, der er meget lavt, og med et optimalt indeklima.
”Projektet er eksempel på, hvordan vi i fællesskab kan opnå resultater, som ingen af os ville kunne opnå hver især. En model, jeg tror, vi også kan benytte i forbindelse med udfordringerne ved udvikling af præfabrikerede passivhus- og lavenergiboliger og ved energirenovering af boliger,” siger Erling Jessen.


Idé udviklet på strand i Frankrig

Erling Jessen fik idéen til KOMFORT HUSENE, som passivhusprojektet blev døbt, på en strand i Sydfrankrig i sommeren 2006.
”Jeg havde lige været til passivhuskonference i Tyskland og i min ferie fik jeg, lidt provokeret af et særnummer af Mandag Morgen om energi, den idé, at vi skulle bygge 10 forskellige passivhuse. 10 huse for at sætte dagsordenen og udvikle fremtidens byggeri af enfamiliehuse i Danmark i partnerskab med andre interessenter. Huse, som skulle vise de arkitektoniske og tekniske muligheder i passivhuse samlet et sted i Danmark - med respekt for danske byggetraditioner og materialevalg,” siger Erling Jessen.

”Det skulle være 10 huse til ”almindelige mennesker” og med en høj grad af komfort, for energibesparelser i sig selv er ikke tilstrækkeligt til at skabe interesse,” siger han.
”Efter sommerferien var vi nogle stykker hos Saint-Gobain Isover i Vamdrup, som hurtigt videreudviklede og fik synliggjort idéen, og sammen med Middelfart Sparekasse og Zeta Invest fik vi søsat projektet.”

Det skete på Kulturøen i Middelfart, og på en efterfølgende workshop stod det klart, at både byggevirksomheder og producenter af byggematerialer brændte for projektet.
”Det var fantastisk at opleve, at så mange virkelig kunne se mulighederne og var rede til at indgå i et meget tæt samarbejde og i en vidensdeling, som er en af idéerne i og forudsætninger for projektet,” siger Erling Jessen.
Dansk Industri har da også tildelt prisen til Saint-Gobain Isover på grund af netop det tætte samarbejde mellem mange af de implicerede virksomheder i KOMFORT HUSENE:


Øget dansk eksport af byggematerialer

”Samarbejdet har været i top. Konsortier, som har deltaget i projektet, har dannet netværk, udvekslet viden og er indgået i dynamiske læringsforløb, som har ført til udvikling af nye materialer og metoder,” skriver Dansk Industri i sin begrundelse for tildelingen af prisen.
”Resultatet er, at danske virksomheder selv kan overtage leverancerne til passivhuse - et marked som udenlandske firmaer hidtil har været ene om. Endvidere kan produktudviklingen føre til øget dansk eksport af materialer til lande, der bygger mange passivhuse såsom Tyskland, Østrig og Schweiz,” konkluderer Dansk Industri.

Også energipolitisk kan KOMFORT HUSENE, som for nylig blev indviet af klima- og energiminister Connie Hedegaard, spille en rolle.
”Vi ser i øjeblikket en udvikling, som går i retning af, at flere og flere kommuner stiller krav om, at nybyggeri skal være lavenergihuse. Jeg tror, det kommer hurtigt nu - fremskyndet af de stigende energipriser og klodens klimaproblemer. Derfor vil det marked, som vi arbejder i, opleve markant vækst i de kommende årtier,” siger Erling Jessen.


Tilbage

 

”Ét er at få idéen - noget andet at få den til at lykkes, hvilket kun har kunnet lade sig gøre ved, at mange har arbejdet hårdt for det. Så der er rigtig mange, der har æren for, at vi har fået DI Innovations og samarbejdspris,” siger Erling Jessen.



Download tekst og foto